Fredag den 10. juli modtog Syd- og Sønderjyllands Politi to anmeldelser fra to ældre borgere i Augustenborg, der var blevet udsat for bedrageri. De var begge blevet kontaktet af en, der fortalte, at han var fra banken, og at der var mistænkelig aktivitet på deres konti, og de skulle derfor aflevere deres kreditkort, kode og værdier.
I det ene tilfælde var det muligt for gerningsmanden at hæve 1.300 euro, og i det andet tilfælde et større beløb i danske sedler samt en møntsamling.
En hurtig reaktion
Takket være borgernes hurtige reaktioner var det muligt for politiet at anholde gerningsmanden samme dag med det store kontantbeløb samt møntsamlingen og sedlerne.
Fordi borgerne reagerede hurtigt, kunne vi dels sende en patrulje ud til dem for at afhøre dem, få et signalement af det falske bankbud og sikre spor, dels kunne vi sammen med Sydøstjyllands Politi, der havde haft lignende sager, rette mistanken mod en personbil, der befandt sig i området, forklarer vicepolitiinspektør Allan Dalager fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Der blev anholdt to mænd på 34 og 42 år, som begge er fra Odense, på den Sønderjyske Motorvej. De er begge sigtede i sagen.
Sådan er det ikke altid
Desværre er det ikke alle sager, der ender så lykkeligt.
Den 14. juli blev et ægtepar fra Augustenborg kontaktet af en, der udgav sig for at være fra Rigspolitiet, og det lykkedes ham at få adgang til parrets bankoplysninger.
Efter flere timers overtalelse over telefonopkald og onlinemøder var det muligt for gerningsmanden at hæve 116.000 kroner, hvoraf nogle af pengene stammede fra et lån, der var optaget i deres navn.
Anmeldelsen fandt sted dagen efter.
Grundet politiets hurtige indsats var det muligt at sigte en person i sagen, men det bliver mere vanskeligt at få pengene retur, når de er blevet overført til andre konti og derefter hævet.
Råd fra politiet
De sidste tre måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget 34 anmeldelser om forsøg på denne slags bedrageri samt ét forsøg, hvor personen mødte fysisk op på adressen, men ikke lykkedes med at få kontooplysninger. Sagerne har udløst 45 sigtelser.
Antallet af sager får vicepolitiinspektøren til at komme med disse råd:
- Læg på med det samme, hvis nogen ringer og beder om kort, koder, MitID eller adgang til din konto.
- Ring selv tilbage til banken eller politiet på et telefonnummer du selv finder, for at tjekke om personerne er dem, de udgiver sig for at være.
- Udlevér aldrig betalingskort, pinkoder, MitID-oplysninger, kontanter eller andre værdier. Banker og myndigheder henter aldrig den slags hos borgerne.
- Lad dig ikke presse. Svindlere forsøger ofte at skabe panik og få dig til at handle hurtigt.
- Er du i tvivl, så stop op og tal med en pårørende eller en person, du har tillid til.
- Anmeld hurtigt til både bank og til politi, hvis du er blevet udsat for en falsk politibetjent eller et falsk bankbud, hvor du har udleveret værdier, kort eller oplysninger. Hurtig reaktion kan være afgørende for, om vi kan begrænse skaden og sikre spor. Du kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.
- Har du ældre familiemedlemmer eller ældre i din bekendtskabskreds? Så tal med dem om denne type svindel. Det kan være med til at forhindre bedrageri.
