28. september 2026

|

Pressemeddelelse

Gratis undervisningsmateriale skal hjælpe skolebørn i Syddanmark med at navigere i livet online

Sidste år vandt Tønder Grundskole den regionale sejr i Telenors #digitalpænt-konkurrence. Nu kan nye 4.-6. klasser hente det gratis undervisningsmateriale og deltage i årets konkurrence om 10.000 kroner til en fælles oplevelse.

Gratis undervisningsmateriale skal hjælpe skolebørn i Syddanmark med at navigere i livet online
Af: Telenor | Foto: Pexels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Telenor har igen åbnet for #digitalpænt-konkurrencen, hvor elever i 4. til 6. klasse gratis kan arbejde med digital dannelse, fællesskab og de dilemmaer, de kan møde i den digitale verden. Sidste år deltog flere klasser fra Region Syddanmark i konkurrencen, og det var 5.C. fra Tønder Grundskole, der løb med sejren.

Børns digitale liv sættes højt på dagsordenen

Børns digitale liv er et emne, der fylder meget i både børnenes hverdag og den politiske dagsorden. Det kan rumme alt fra billeder, der deles uden samtykke, til misforståelser i klassechatten og konflikter, der opstår bag skærmen og fortsætter i skolen. Regeringen har varslet et opgør med mobiler i skolen samt en aldersrestriktion på 15 år for sociale medieplatforme. Dog møder børn den digitale verden længe før det og har dermed brug for værktøjer til at skabe trivsel omkring digital adfærd.

Aldersgrænser og mobilfri skoler kan være vigtige redskaber, men de kan ikke stå alene. Børn har også brug for et sprog for grænser, fællesskab og god adfærd online. Med #digitalpænt får de mulighed for i trygge rammer at tale om konkrete dilemmaer sammen med deres klassekammerater og lærer og selv tage medansvar for det digitale fællesskab, siger Isabella Emilie Birkbøll, direktør for People & Corporate Affairs i Telenor.

Forløbet afsluttes med, at klassen kan udarbejde deres eget manifest for god online adfærd og deltage i årets #digitalpænt-konkurrence, hvor man kan vinde 10.000 kroner til en fælles oplevelse.

Sidste år arbejdede mere end 26.500 elever i 4.-6. klasse med #digitalpænt. Siden Telenor lancerede programmet i 2016, har knap 90.000 skoleelever fået redskaber til at passe på sig selv og hinanden online.

Nøgleord
UndervisningBørn & unge
Event Information