Christians Sogns Menighedsråd søger en regnskabsmedarbejder til Det Fælles Regnskabskontor ved Christianskirken. Ansættelse er pr. 1. januar eller gerne før.
Det Fælles Regnskabskontor (DFR), som hører under Christians Sogns Menighedsråd, er beliggende i Sønderborg Provsti. Kontoret varetager regnskabs- og lønopgaver for 22 sogne.
Kontoret udfører alle opgaver inden for regnskab. Dette inkluderer betaling af fakturaer, bogføring, diverse afstemninger, udarbejdelse af kvartalsrapporter, årsregnskaber og budgetter. Derudover opstår der løbende spørgsmål, som kræver stillingtagen. En vigtig del af arbejdet er at overholde de mange deadlines.
Kontoret indberetter al løn. Kontoret beskæftiger sig dog ikke direkte med ansættelses- eller HR-opgaver.
Stillingen er på op til 20 timer.
Christians Sogns Menighedsråd tilbyder:
- Et meningsfyldt arbejde med varierede opgaver.
- Meget selvstændigt arbejde. Efter grundig oplæring vil medarbejderen få tildelt egne kirkekasser og have ansvaret herfor.
- Gode arbejdskollegaer, herunder 2 fuldtids- og 1 deltidsansat på kontoret samt det øvrige personale ved kirke og kirkegård.
- Godt samarbejde med de forskellige menighedsråd.
- God oplæring i alle opgaver.
Medarbejderens profil:
- Regnskabsuddannet eller med indgående kendskab til regnskab og løn fra tidligere jobs.
- Flair for tal og kendskab til IT, herunder Excel.
- Evne til at arbejde struktureret, gå i dybden med problemstillinger og overholde deadlines.
- Evne til at håndtere mange opgaver samtidigt.
- Evne til at arbejde selvstændigt med egne opgaver, men også at bidrage i ferieperioder, så alle kontorets opgaver løses i fællesskab.
- En god kollega, der værdsætter smil og humor i hverdagen.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 samt Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Årslønnen aftales inden for intervallet kr. 350.435,20 – kr. 442.215,90 (aktuelt niveau pr. 1. november 2026). Fikspunktet er kr. 350.435,20 for en fuldtidsansat (aktuelt niveau pr. 1. november 2026). Hertil kommer et årligt OK-tillæg på kr. 3.475,84 (aktuelt niveau pr. 1. november 2026).
Dertil kommer arbejdsgiverbetalt pension på 18,4 %. Løn og OK-tillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem Det Fælles Regnskabskontor (DFR) og Danmarks Kordegneforening.
Interesserede kan kontakte Ketty Matthiesen for yderligere spørgsmål vedrørende stillingen på telefonnummer 81401859 eller via e-mail ketty@christianskirken.net.
Ansøgningsfristen er den 20. november 2026, og samtaler forventes afholdt sidst i uge 48.