Værkstedsejer idømt fængselsstraf for at chiptune køretøjer
Retten i Sønderborg afsagde mandag dom i en sag om miljøforurening, hvor et værksted og den 54-årige ejer af selskabet blev dømt.
Den 6. september 2021 standsede Tungvognscenter Syd, der er en del af Sydøstjyllands Politi, en rumænsk lastbil til rutinemæssig kontrol.
Her viste det sig, at der var manipuleret med lastbilens forureningsbegrænsende systemer. Den isatte manipulationsboks var anført navn og telefonnummer på et værksted i Padborg.
Dagen efter gennemførte Sydøstjyllands Politi derfor en ransagning af værkstedet. De fund, som politiet gjorde, resulterede senere i, at der blev rejst tiltale mod selskabet og selskabets ejer for overtrædelse af den grove miljøbestemmelse i straffelovens § 196, stk. 2, ved at have medvirket til manipulation af ikke under 273 køretøjers forureningsbegrænsende udstyr. Der er kun ganske få domme for overtrædelse af denne bestemmelse i straffeloven, og straffeloven har ikke tidligere været anvendt på denne type overtrædelser.
Værkstedet blev ved Retten i Sønderborg idømt en bøde på en million kroner og konfiskation af diverse effekter.
Ejeren blev idømt fængsel i et år, hvoraf tre måneder er gjort ubetinget og de resterende ni måneder er gjort betinget med vilkår om 150 timers samfundstjeneste.
Straffene blev fastsat under hensyn til sagsbehandlingstiden.
Både værkstedet og ejeren udbad sig betænkningstid i forhold at anke dommen.
